Marzahner Missionsgemeinde

Neulich berichtete eine dänische Zeitung über uns. Der Artikel ist nun hier für Sie abgedruckt. Leider haben wir bis heute nicht verstehen können was dort über uns geschrieben steht. Über Ihre Mithilfe zur Lösung würden wir uns sehr freuen.

-- Jeg er missionær i mit eget land
26. maj KIRKE PÅ ARBEJDE: Jeg har aldrig mødt en rigtig ateist, siger præst, der arbejder i det tidligere DDR

38-årige Hartwig Neigenfind er kendt som en farverig person i det kirkelige landskab i Tyskland. Hans kirke arbejder målbevidst med at få folk i arbejde i det tidligere DDR. -- Foto: Heidi Dachs. Foto:

Heidi Dachs skriver fra Tyskland
Sammenslutningen af Luthersk-Evangeliske Frikirker i Tyskland er begyndt at udstationere missionærer i det tidligere Østtyskland. En af dem er Hartwig Neigenfind, der har lavet en kirke for ikke-kristne i en ombygget børnehave i udkanten af Berlin.
Kristeligt Dagblad har besøgt Hartwig Neigenfind en dag, hvor kirken uddelte levnedsmidler til områdets beboere. Klædt i militærbukser og præstejakke gav den 38-årige præst, der er far til fem, følgende vurdering af det religiøse landskab, han færdes i:
Hvorfor har du oprettet en kirke i en bydel af Berlin, hvor kun 10 procent af befolkningen tilhører den kristne tro?
-- De Luthersk-Evangeliske Frikirker har drevet mission i Afrika i mere end 100 år, men efter Berlinmurens fald måtte vi indrømme, at der også er behov for at missionere i det tidligere DDR. Frikirkerne besluttede derfor at danne den første kirke for ikke-kristne, og jeg ansøgte om stillingen som præst. For mig var det simpelthen drømmejobbet at skulle stable en helt ny menighed på benene, og jeg har fået lov til at afprøve alt. Jeg er kendt som en farverig personlighed i kirkerne, og jeg får al støtte både af andre menigheder og af privatfolk.
Er menigheden så vokset?
-- Ja. I begyndelsen var vi kun seks medlemmer i menigheden, og det var mig, min kone og vores dengang fire børn. Nu har vi levet her i syv år og har 70-80 registrerede menighedsmedlemmer, men cirka 120 mennesker deltager hver uge enten i gudstjenester eller i menighedsarbejdet. Det er folk, som stadig er i færd med at kigge, men endnu ikke har bestemt sig til at blive medlemmer, og jeg trænger mig ikke på. Vi har meget levende gudstjenester med brogede farver, sang og knælen, også selvom vi i bund og grund er rigtig traditionelle med hensyn til liturgien. Mange kristne indbyder aldrig deres naboer eller bekendte til at gå med sig i kirke, fordi de finder det lidt pinligt, men vi indbyder gerne folk, og her oplever vi ofte, at ikke-kristne besøger vores gudstjenester.
Hvorfor begyndte din kirke at uddele levnedsmidler til folk her i Berlin?
-- En social organisation spurgte os, om kirken kunne blive nyt uddelingssted her i bydelen. Jeg havde oprindelig ikke lyst, men kunne ikke finde på noget argument for at sige nej, og derfor begyndte vi at uddele varerne. Der er tale om levnedsmidler, der stadig kan spises, selvom salgsdatoen er udløbet. Nu har jeg måttet indrømme, at det var det bedste, der nogensinde kunne ske for vores kirke, for på den måde kommer jeg virkelig i kontakt med folk her. Der er stor social nød i vores bydel, fordi de fleste folk i området lever på bistandshjælp. Vi har mange indvandrere fra Rusland, vi har mange enlige mødre og pensionister. Der findes også mange folk her, som havde et godt arbejde under DDR-styret, men sidenhen er blevet arbejdsløse. Vores lille kristne menighed forsøger at byde disse mennesker en udvej og gøre noget for dem i det små. Vi beder for dem, vi har samtaler med dem, og jeg kan tilbyde dem praktisk, frivilligt arbejde. Vi arbejder både for krop og sjæl.
Folk arbejder altså gratis for kirken, selvom de ikke er medlemmer?
-- Ja. Det sker ofte, at folk kommer hen til mig og siger, at de ikke alene har lyst til at modtage madvarer, men også vil arbejde her frivilligt, og heldigvis kan jeg finde arbejde til alle. For eksempel arbejder en 100 procent handicappet dame for mig. Hun smører brød til de andre, der administrerer og uddeler varerne, og hun gør det rigtig lækkert. Jeg har frivillige folk, der kører lastvognene med varer i, og jeg har frivillige, der arbejder på lageret og sorterer levnedsmidlerne. Det er ofte folk, der har været arbejdsløse i fem år eller længere, men når de har arbejdet frivilligt hos mig et stykke tid, begynder de igen at sende jobansøgninger ud. Derfor mister jeg hele tiden mine frivilllige medarbejdere, fordi de finder betalt arbejde.
Der er social nød mange steder i Tyskland. Burde kirkerne arbejde mere bevidst i disse områder for at få nye medlemmer?
-- Nej, kirkerne må aldrig betragte fattigdom eller social nød som en markedsniche, de kan udnytte for at få flere medlemmer og dermed flere indtægter. Kristne bør aldrig have det mål at gøre flere folk kristne, for en muslimsk sekt eller en af fagforeningens velgørenhedsorganisationer kunne også have samme mål, nemlig at hverve nye medlemmer. Motivet for at hjælpe folk i nød bør derimod være, at vi tror på Kristus og ønsker at dele alt det, vi har, med andre.
Berlin kaldes ofte for ateisternes højborg, er det rigtigt?
-- Nej. Jeg har nu boet her i syv år og aldrig mødt en rigtig ateist. Hvis man taler roligt og under fire øjne med folk, så indrømmer de alle, at de af og til overvejer, om der er noget, der styrer universet. Selv blandt de tidligere store partifunktionærer i det kommunistiske DDR oplever jeg en stor interesse for åndelige spørgsmål. De har levet et helt liv med ønsket om at erfare noget om ånd og tro, men har aldrig turdet efterforske det. De er naturligvis ikke alle hemmeligt kristne, men spørgsmål vedrørende Gud, transcendens og meningen med livet eksisterer i alle mennesker. Jeg har endnu aldrig sagt til et menneske, at jeg ville tale med vedkommende om Gud. Jeg har altid ventet, til folk selv er begyndt at tale om Gud, og det gør de altid før eller senere.
dachs@kristeligt-dagblad.dk